DSC02664

Det længe ventede indlæg: Dagene i Disneyland og Disney Studios

Jeg må indrømme, at jeg har fået forsømt min personlige blog meget længe. Det trods at der er læsere, der gerne vil have mere en blot information om køreturen fra Danmark til Paris. Så nu må jeg hellere se at få skrevet det lovede indlæg.

Så: Here we go: 🙂

Ankomst til Davy Crocket Ranch

Selvom vi først kunne tjekke ind i det lejede hus fra om eftermiddagen, er det således arrangeret, at man kan få udleveret billetter til parkerne allerede fra om morgenen. Det betyder så blot, at bagage skal blive i bilen, indtil man er færdig i parken.

Vi havde bestilt med all-inclusive. Det betød at vi udover adgangsbilletterne til både Disneyland Park og Walt Disney Studios Park, så var der også billetter til morgenmad, frokost og aftensmad med i pakken.

DSC02644

Morgenmadsbilletterne skulle for os indløses på ranchen om morgenen. Så der var en fin gå tur eller kort køretur for at hente en fransk morgenmad. Der var croissanter, toastbrød, mælk, m.m. så det var fint til at starte dagen på. Man kunne så købe ekstra tilbehør i butikken, hvis man ønskede det. Det var nemlig den lille købmandsbutik der ligger på ranchen som håndterede morgenmaden.

DSC02874

Frokostbilletterne og aftensmadbilletterne kunne bruges på de “billigste” madsteder i parkerne og gaden uden for parkerne. Dvs. at frokosten typisk var fastfood steder, med burgere o.lign. Mens aftensmaden var familiebuffeterne. Men man var ikke låst til disse steder. Billetterne havde nemlig en påtrykt værdi, som så kunne bruges som betaling de øvrige spisesteder, mod man blot selv betalte forskellen fra billettens værdi til madens pris. Det benyttede vi os af 2 aftener. For også at prøve noget andet end blot buffet mad.

Der er 2 restauranter jeg særligt vil fremhæve:

Blue Lagoon Restaurant

Vi valgte at besøge denne restaurant, efter at have prøvet Pirates of the Caribbean. Denne forlystelse minder lidt om Piratbådene i LEGOLAND. Bare i en meget mere overdådig version. Så god så vi måtte prøve den igen. På denne tur sejler man igennem restaurant Blue Lagoon. Og det så super hyggeligt ud. Så det måtte vi bare prøve.

Den er bygget ind i forlystelsen, som med en terrasse foran “bygningen”, samt borde nede foran i sandet ved strandbredden ud til bådene der sejler stille forbi. Vi fik lov at sidde helt nede ved bredden, og kunne nyde stemningen fra forlystelsen og de glade børn og voksne der sejlede forbi.

Maden var super god. Den koster selvfølgelig noget ekstra, men fut mad og buffet mad, så er det nu rart at smage noget ordentligt mad. Så det kan klart anbefales at prøve. Husk at det er en god ide at bestille bord, da det er en af de populære restauranter inde i parken.

Cafe Mickey – Morgenmad med Disneyfigurerne

Den ene morgen, havde vi skiftet morgenmadsposen ud med et besøg i Disney Village. Her ligger Cafe Mickey, hvor der serveres den store morgenmads buffet. Men det er ikke blot det som gør den spændende. Den giver nemlig også den helt store oplevelse for børnenen.. og ja også de voksne. For mens man spiser, går der hele tiden 3 figurer rundt i cafe’en. De mingler med alle de spisende og laver sjov og ballade. I et fast interval skiftes figurerne ud, så der kommer nye figurer ind. I alt nåede vi at opleve hele 9 forskellige Disneyfigurer mens vi spiste. Og børnene havde jo dårligt tid til at spise, da de skulle holde øje med hvad de fandt på 🙂

DSC02664

Vi mødte blandt andet Chip & Chap, Minnie, Mickey, Pluto og Fedtmule. Så der var masser af muligheder for at få taget billeder med dem. Da de er gode til at komme rundt til alle borde. Så der er garanti for at få en god oplevelse og minder med hjem.

Inde i parken går figurerne også rundt, men kan mange gange blive svære at komme til, da der hurtigt flokkes en masse folk rundt om dem.

Husk at denne oplevelse også skal bestilles. Jeg vil anbefale man gør det samtidigt med bestillingen af turen, for at være sikker på at det kan lade sig gøre.

Parkerne

Der er 2 store parker:

  • Disneyland Park
  • Walt Disney Studios Park

Vi have 4 dages entre i parkerne. Vi startede med at gå i Disneyland. Fra de åbnede og frem til omkring kl. 20. Der var vi godt brugte.

Uge 20, som vi var afsted i, viste sig at være en god uge at besøge parkerne i. Der var nemlig ikke så lange køer. Nogle steder kunne vi gå direkte ind i forlystelsen uden at stå stille i køen. Og andre mere populære måtte vi vente mellem 10 og 30 min på. Hvilket var helt fint. En snak med personalet kunne også afsløre at der på sommerdage, godt kunne være kø op til 2 timer på forlystelserne. Ikke noget jeg har lyst at byde mine børn.

Vi nåede omkring 80% af alle forlystelser denne dag. Nogle endda med et par ekstra ture. Så vi sov godt.

Dagen efter tog vi i Walt Disney Studios Park. Og ligeledes her kunne vi bruge en hel dag.. Også uden at se det hele.. dog næsten. Og med ekstra ture.

Vores børn var 3 og 6 på tidspunktet vi besøgte Disneyland Paris. Og selvom der er var mange ting som vores Liva på 3 år ikke måtte prøve, så var der også mange ting hun kunne fornøje sig med i begge parker. Så det var bestemt også en stor oplevelse for hende.

DSC02386

Malthe på 6 år kunne prøve stort set det hele. Så det bød på alle de vilde rutsjebaner og han nød det i fulde drag. Specielt syntes han at Rock’n’Roller Coaster starring Aerosmith var super fed. Han elsker fart og spænding som enhver anden knægt med krudt i.

3. dagen var igen tilbage i Disneland Park. Her havde på første dagen gjort os notater på hvornår shows og private møder var mulige. For de er populære. Vi formåede at komme i kø til at møde Mickey i hans private gemakker. Og der måtte man være på pletten i god tid og væbne sig med tålmodighed. Heldigvis er hans kø linie i en biograf med tegnefilm, så det gik fint, og oplevelsen var stor. Her kunne man få taget billede sammen med Mickey samt få en lille snak inden tiden var gået. Mickey Mouse havde god tid til dem.

Dette var også dagen hvor vi blev i parken om aftenen, for at se det store show ved slottet. Vi fik os en god plads med udsyn, og vi kunne nyde det. Selvom det er sent, så hjalp det lidt med at købe lidt popkorn fra “gadesælgerne” til at fordrive ventetiden med. Det er et show der sat sammen af fyrværkeri, springvand, lys og ikke mindt lyd og video. Flot kombineret. Stil jer så centralt som muligt for at få vinklerne til at passe og tage sig bedst ud.

DSC02862

Den sidste dag kunne man godt mærke på børnene at de var ved at være mættede af oplevelser. De måtte selv vælge hvilken af parkerne de ville besøge igen. Og de valgte at tage i Studios parken. For der var det bedste sted for 3 årige i området for ToyStory, og Malthe ville prøve en tur mere sammen med Aerosmith 🙂

Vi havde pakket bilen om morgenen, og kørte ind til parken fra de åbnede. Tanken var at vi blev der så længe vi ønskede, og så kørte hjemad og fandt en overnatning på vejen hjem.

Da klokken blev 14, så var de ved at være fyldt så meget op af oplevelser, at de nærmest ikke mangtede mere. Så vi gik et sidste stop i Disney Village. Blot lige for at sikre, at vi havde misset et uundværligt stykke souvenir som bare måtte med hjem til Danmark.

Hjem mod Danmark

Kl. ca 15 sad vi så i bilen, og trykkede på “hjem” knappen på GPS’en. Ruten var lagt, og så var det bare at komme derud af. Som sagt var tanken, at vi ville finde et sted at overnatte. Men da vi ankom til Sydtyskland og spiste et nærende måltid på McDonalds, kiggede vi på den resterende tid. Børnene var godt brugte, så de ville hurtigt falde i søvn. Så vi besluttede os for at køre hjem i et træk i stedet.

Så afsted det gik, og farten kom lidt i vejret på den tyske autobahn. Og med et par stop for at fylde tanken op, samt lidt cola og andet guf til chaufføren, så nåede vi hjem i egen indkørsel kl. ca. 3 om natten. Og dermed kunne vi sove til vi vågnede i egen seng. Og det var skønt.

Turen hjem kørte super fint. Dog mødte vi et stort tordenvejr omkring Köln, hvor vi måtte meget ned i fart. Men det var også eneste modstand.

Det var en fantastisk oplevelses rig tur. Og vi går og overvejer hvornår vi skal finde på at tage en tur mere.

Skriv et svar